Adgangsrettigheder
I F2 er adgangsrettigheder knyttet til akter. Adgangsrettighederne til en akt bestemmer, hvilke brugere der har ret til at læse og redigere akten, dens metadata og vedhæftede dokumenter.
Adgangen til en sag er styret af, om du har læseadgang til mindst en af akterne på sagen. Du kan redigere en sags metadata, hvis du har skriveadgang til sagen.
Adgangsrettigheder til en akt
Der findes tre typer af adgangsrettigheder, som du kan have til en akt. De er:
-
Læseadgang: Du kan fremsøge og se akten. Du kan ikke rette i hverken aktens metadata eller aktens vedhæftede dokumenter (inklusive aktdokumentet).
-
Skriveadgang til dokumenter: Du kan rette i aktens vedhæftede dokumenter (inklusive aktdokumentet), men kan ikke rette i aktens metadata.
-
Fuld skriveadgang: Du kan rette i både aktens vedhæftede dokumenter (inklusive aktdokumentet) og aktens metadata.
Du bliver tildelt de ovenstående adgangsrettigheder til en akt på en af følgende måder:
-
Adgang på akten: På baggrund af det adgangsniveau, som er angivet på akten i metadatafeltet ”Adgang”.
-
Deling af akten: Ved at akten deles med dig via chats, send, angivelse af supplerende sagsbehandler mv. De forskellige måder at dele en akt på gennemgås under Kommunikation.
I dialogen "Adgangsinformation" kan du få et overblik over, hvilke brugere, der har adgang til akten og hvilke rettigheder de har. Du kan åbne dialogen fra fanen "Avanceret" eller ved at klikke på nøgleikonet i feltet "Adgang" på i aktvinduet.
Adgangsrettigheder via adgangsniveau på en akt
En akt har altid et adgangsniveau. Hvis akten endnu ikke er delt, er en brugers adgangsrettigheder til akten afhængig af, hvilket adgangsniveau der er sat på akten, og om brugeren er i samme enhed som den aktansvarlige.
Nedenstående tabel giver et overblik over adgangsniveauerne i F2, og hvordan de påvirker andre brugeres adgangsrettigheder:
Adgangsniveau angivet på akten | Brugere i samme enhed som den aktansvarlige | Brugere ikke i den samme enhed som den aktansvarlige |
---|---|---|
”Involverede” |
Ingen adgang til akten. |
Ingen adgang til akten. |
”Enhed” |
Fuld skriveadgang til akten. |
Ingen adgang til akten. |
”Alle” |
Fuld skriveadgang til akten. |
Læseadgang til akten. |
Dette gælder som udgangspunkt, indtil akten deles internt i F2. Læs mere herom i næste afsnit.
Adgangsrettigheder efter deling af en akt
Når en akt deles i F2, involveres andre brugere i akten. Akter kan blandt andet deles gennem chats, noter, bestillinger og angivelse af supplerende sagsbehandler. Det grundlæggende princip for adgang ved deling i F2 er: Brugeren, som akten deles med, får adgangsrettigheder niveauet under det, som brugeren, der deler akten, har.
En brugers adgangsrettigheder til en akt reduceres ikke, selvom akten deles. Rettighederne kan kun udvides gennem deling. |
Ovenstående gælder ikke, hvis en bruger sættes på som aktens part eller som supplerende sagsbehandler.
Brugere angivet i feltet ”Aktens parter” får altid læseadgang til akten.
Adgangsrettigheder for en supplerende sagsbehandler afhænger af opsætningen hos den bruger, som angiver dem som supplerende sagsbehandler.
Adgangsinformation
I dialogen "Adgangsinformation" kan du få overblik over, hvilke brugere, der har adgang til akten og hvilke rettigheder de har.
Du kan åbne dialogen på to måder:
-
Vælg fanen ”Avanceret” og klik på Adgangsinformation.
-
Klik på nøgleikonet i feltet "Adgang".
Sæt hak i ”Vis deaktiverede brugere” for at inkludere disse i listen over brugere med adgang til akten.
Ønskes der information om, hvorfor brugere har adgang til akten, klikker du på Vis involveringer på akten med indflydelse på adgangsforhold, som åbner følgende dialog.
I ovennævnte dialog vises, hvem der har læseadgang, skriveadgang til dokumenter og fuld skriveadgang. Hvis enheder eller teams er blandt dem, der har indflydelse på adgangsforhold, kan deltagere i enheder og teams vises ved at sætte hak i ”Udfold enheder og teams”. I denne dialog er det også muligt at få vist deaktiverede brugere og enheder ved at sætte hak i boksen under listen.