Hovedvinduet
Indholdet på denne side er senest opdateret til F2 version 11. cBrain arbejder på højtryk med at levere den nyeste dokumentation af F2. I mellemtiden kan du læse om de nyeste funktioner og ændringer i vores release notes. |
Når du logger ind i F2, åbner F2’s hovedvindue. Det er her, at du holder styr på dine opgaver, ser modtagne e-mails, chats og bestillinger, søger efter bestemte akter og sager, opretter akter til intern eller ekstern kommunikation og meget mere. Desuden er det her, du finder dine lister og personlige søgninger.
Al information, som genereres i F2, eller som modtages i F2, lagres i det centrale arkiv (”Arkivet”). Alle lister er derfor alene søgninger ned i dette arkiv baseret på formulerede søgefraser og metadata. Det betyder, at alt data kun ligger én gang i F2, nemlig i ”Arkivet”. |
Hovedvinduets opbygning
Nedenfor vises F2’s hovedvindue. Det er det vindue, alt dit arbejde går ud fra. Mens du kan åbne og lukke akter og sager, vil hovedvinduet altid køre i baggrunden, indtil du lukker F2.
Layoutet lægger sig op ad almindeligt udbredte e-mailprogrammer, og består af ni elementer:
-
Båndet, hvor du finder menupunkter til at navigere rundt med, styre akter, udføre handlinger og styre vinduets udseende. Båndets indhold skifter efter, hvilken fane du vælger.
-
Navigationslinjen, hvor der skiftes mellem visning af akter, møder, andre indbakker og F2’s partsregister.
-
Listeoversigten, hvor du blandt andet finder din indbakke, dit skrivebord og arkivet. Listerne bruges til at få vist en bestemt delmængde af data i ”Arkivet”.
-
Søgefunktionen, som kan bruges til at søge i ”Arkivet” og andre lister.
-
Resultatlisten, som viser den enkelte listes indhold, det vil sige de akter, sager og dokumenter, der fremsøges. Du kan bruge højrekliksfunktionerne til at arbejde med resultatlistens elementer eller oprette en påmindelse.
-
Preview af akter og dokumenter.
-
Brugeridentifikationen, der blandt andet viser dit navn og den aktuelle enhed, som du er logget ind i.
-
Søgefaner i hovedvinduet anvendes til at udføre og have flere søgninger åbne på samme tid.
-
Værktøjslinjen "Hurtig adgang", hvor du kan tilføje de funktioner, som du oftest bruger, såsom "Ny godkendelse".