F2 Partstyper

Indholdet på denne side er senest opdateret til F2 version 11. cBrain arbejder på højtryk med at levere den nyeste dokumentation af F2. I mellemtiden kan du læse om de nyeste funktioner og ændringer i vores release notes.

Modulet F2 Partstyper bruges på både akter og sager til at identificere parters roller i en given kontekst. Dette kan eksempelvis være ved at tildele typer som ”Advokat”, ”Sagsbehandler” og ”Ansøger” i en specifik sag. I F2 er dette med til at sikre, at e-mails og dokumenter indeholder korrekte informationer, fordi de kun skal indtastes én gang.

Partstyper anvendes især sammen med modulerne F2 Flettekoder og F2 Fraser og som del af F2 Procesunderstøttelse. Partstyper kan bruges til at identificere parters roller i konkrete sager og på den måde bruges til at sikre, at korrekte informationer automatisk flettes ind de rigtige steder i genererede e-mails og dokumenter.

Partstyper på akter og sager

På akter kan kun eksterne parter tildeles en partstype. På sager kan både eksterne parter, enheder og almindelige brugere tildeles en partstype.

Det er på hver enkelt akt og sag muligt at tildele en partstype til aktens og sagens eksterne parter, så den samme part kan fremstå med forskellig partstype på forskellige akter og sager afhængigt af konteksten. Enheder og brugere kan på samme måde optræde med forskellig partstype afhængigt af en sags kontekst. Eksempelvis kan en part være angivet som ”Advokat” på en sag og som ”Sagsansvarlig” på en anden. Partstypen beskriver med andre ord en parts relation til en specifik sag. Tildelingen af partstyper ændrer derfor ikke partens data i F2’s partsregister.

Den enkelte organisation opretter og vedligeholder selv partstyper. Partstyper kan derfor defineres, så de er relevante for organisationens specifikke arbejdsgange.

Denne manual er inddelt i to dele. Første del beskriver, hvordan partstyper oprettes og administreres af en bruger med privilegiet ”Værdilisteadministrator”. Anden del er henvendt til de brugere, der skal benytte partstyper på en akts eksterne parter og på sagens parter.