Søgning med operatorer

Indholdet på denne side er senest opdateret til F2 version 11. cBrain arbejder på højtryk med at levere den nyeste dokumentation af F2. I mellemtiden kan du læse om de nyeste funktioner og ændringer i vores release notes.

Søgninger kan give mange søgeresultater. For at præcisere søgningen og få et mere brugbart resultat kan der søges ved hjælp af operatorer. Operatorer kan bruges både i fritekstsøgefeltet og i avancerede søgefelter, hvor der kan skrives fritekst.

F2 understøtter følgende operatorer:

Du kan kombinere flere og forskellige operatorer i samme søgestreng for at lave meget præcise søgninger. Søg eksempelvis efter borger* AND (høringssvar OR "Sv: Høring") for at finde en akt med titlen "Sv: Høring i borgersag" eller en chat med teksten "Jeg har modtaget borgerens høringssvar".

Stjerne (*), citationstegn (” ”), AND, OR, NOT og parenteser opfattes af F2 udelukkende som operatorer. Derfor er søgninger, der udelukkende indeholder disse ord eller tegn, ikke mulige, da de kun fungerer til at præcisere og ikke positivt angive indhold. Det vil sige, at *, ” ”, AND, OR eller NOT ikke kan bruges som søgeord.

Søgning med stjerne *

Sæt * efter søgeordet for at søge efter ord, der starter med den indtastede tekst. Skrives der for eksempel havn* i søgefeltet, fremsøges alle akter i den aktuelt valgte liste, hvis indhold, titel eller sagstitel indeholder ord, der starter med havn, for eksempel "havne", "havnelov" eller "havneanlæg".

Ord, der skrives i søgefeltet uden *, opfattes som hele ord. Søges der kun på havn, fremsøges alle akter, hvor ordet havn indgår, men ikke akter, hvor kun for eksempel havneplads indgår.

Det er kun muligt at bruge * som suffiks i en søgning, altså i slutningen af et ord som ved havn*. Bruges * før et ord eller midt i det, vil søgningen give nul resultater.

Søgning med citationstegn ” ”

Sættes der citationstegn (” ”) rundt om en række søgeord, eksempelvis ”Hans Hansen”, søger F2 efter nøjagtig dette søgeudtryk. Denne søgning vil altså ikke fremsøge resultater med ”Hans Christian Hansen”, ”Hans og Else Hansen” og så videre.

Logiske operatorer

Brug de logiske operatorer AND, OR og NOT til at beskrive forholdet mellem to søgetermer inden for samme objekt. Et objekt er eksempelvis aktens titel, et vedhæftet dokument eller sagens titel. Det betyder, at du kan få resultater, hvor din søgestreng eksempelvis matcher indholdet i aktdokumentets tekst, men ikke dets titel.

Brug parenteser, når du kombinerer flere logiske operatorer i samme streng. Så sikrer du, at din søgestreng bliver korrekt forstået.

Søgning med AND

Skriv AND mellem to søgeord for at fremsøge akter, der indeholder begge ord. Hvis der for eksempel søges på departementschef AND kontorchef, fremsøges de akter, som både indeholder "departementschef" og "kontorchef".

illustration search and
Figur 1. Illustration af søgning med AND

Skrives der intet mellem to ord, foretages søgningen, som var der et AND mellem ordene. AND er således den implicitte operator mellem to ord, hvor intet andet er angivet.

Søgning med OR

Skriv OR mellem to søgeord for at fremsøge akter, der indeholder enten det ene eller det andet ord. Hvis der for eksempel søges på departementschef OR kontorchef, fremsøges de akter, som enten indeholder "departementschef" eller "kontorchef".

illustration search or
Figur 2. Illustration af søgning med OR

Brug af operatoren OR finder både resultater, der kun indeholder ét af søgeordene, og resultater, der indeholder begge ord.

Søgning med NOT

Denne operator bruges til at generere søgninger, hvor en bruger ønsker at finde alle de resultater, der indeholder søgeord A, men vil udelade de resultater, som også har søgeord B. Dette kan gøres ved at søge på søgeord A NOT søgeord B.

For eksempel giver søgningen møde NOT bevilling resultater med mindst ét objekt, der indeholder ordet "møde", men ikke indeholder ordet "bevilling". Ordet "bevilling" kan dog godt optræde i andre objekter, eksempelvis i titlen på aktens tilknyttede sag.

illustration search not
Figur 3. Illustration af søgning med NOT

Det er ikke muligt at lave en søgning, der udelukkende indeholder NOT efterfulgt af et ord og derved søge efter resultater, der ikke indeholder ordet. Dette skyldes, at databasen skal generere en positiv søgeliste, før den kan fjerne akter, der indeholder den term, der er angivet efter NOT.

Søgning med parenteser

Søgeord kan grupperes ved at anvende parenteser. Eksempelvis finder søgningen borgerbrev AND svar OR ministersvar resultater, som indeholder enten de to ord ”borgerbrev” og ”svar”, eller resultater som indeholder ordet ”ministersvar”. I dette tilfælde kan søgningen præciseres ved at sætte parenteser om dele af søgningen. Søgningen borgerbrev AND (svar OR ministersvar) finder resultater, der indeholder både ”borgerbrev” og ”svar”, samt resultater der indeholder både ”borgerbrev” og ”ministersvar”.

Stopord (konfigurationsmulighed)

På installationsniveau er det er muligt at konfigurere, hvorvidt funktionen ”Stopord” skal være slået til eller fra i søgninger. Dette gøres i samarbejde med cBrain. Stopord er en række ord, tegn eller lignende, som ikke medtages, når der søges på fritekst.

Det kan for eksempel være almindelige ord som ”og”, ”men” eller ”for”. Er funktionen ”Stopord” slået til, vil der komme 0 resultater såfremt sådanne ord skrives i et søgefelt eller i et metadatafelt.