Styringsreol
Indholdet på denne side er senest opdateret til F2 version 12. cBrain arbejder på højtryk med at levere den nyeste dokumentation af F2. I mellemtiden kan du læse om de nyeste funktioner og ændringer i vores release notes. |
En styringsreol giver et grafisk og operationelt overblik over igangværende sager, og hvor henne i sagsbehandlingsprocessen sagerne befinder sig. Styringsreolen kan både bruges af ledere til at give et overblik over den nuværende sagsproduktion, og af medarbejdere til at udvælge relevante sager, der skal sagsbehandles. Du tilgår styringsreoler i F2’s hovedvindue.
Styringsreolen, der genereres via F2 Service Builder, giver et overblik over de sager, som er oprettet via det tilhørende sagsforløb. Sagerne indplaceres på en tidsakse efter, hvornår de er oprettet, fordelt på uge, måned eller år. Den anden akse består af hylder. En sag flytter fra hylde til hylde, alt efter hvilken statuskode sagen har.
Alle sager er gengivet med blåt, medmindre sagens frist er overskredet. I så fald er sagen rød. Frister kan knyttes til de statuskoder, der anvendes i de forskellige opgaver i sagsbehandlingen.

I designskabelonen udfylder du først stamdata for styringsreolen. Derefter definerer og navngiver du de hylder, du gerne vil have i styringsreolen.
Udfyld styringsreolens stamdata
Udfyld stamdata for styringsreolen øverst i designskabelonen på fanen ”Sagsforløb”. Disse stamdata omfatter styringsreolens opsætning.
Celle | Beskrivelse |
---|---|
Styringsreol |
Sæt kryds for at oprette en styringsreol til sagsforløbet. |
Styringsreolmappe |
Angiv navnet på en mappe, hvis du ønsker at organisere dine styringsreoler i mapper. Du kan angive en eksisterende mappe eller oprette en ny ved at navngive den. Mappen oprettes automatisk. |
Titel på styringsreol |
Angiv titlen på den styringsreol, der oprettes. |
Tidsenhed |
Vælg den tidsenhed, styringsreolen skal inddeles efter. Du kan vælge:
|
Antal viste tidsenheder |
Vælg antallet af tidsenheder, der skal vises på tidsaksen i styringsreolen. |
Definér hylder i styringsreol
Definér de hylder, du vil oprette i styringsreolen i rækken ud for cellen ”Hylde i styringsreol” ved opgaverne i designskabelonen. Du vælger selv navnet på hylderne. Sager med den statuskode, der står i cellen ”Statuskode” over cellen ”Hylde i styringsreol” i designskabelonen, bliver placeret på den pågældende hylde i styringsreolen.
Du kan samle flere statuskoder på en hylde ved at indtaste hyldens navn under de pågældende statuskoder. I eksemplet nedenfor samles statuskoderne ”Afventer sagsbehandling” og ”Afventer review” på hylden ”Igangværende sagsbehandling”.

F2 opretter som standard en hylde med navnet ”Anden statuskode” i styringsreolen. Hylden samler sager med statuskoder, som ikke er knyttet til en hylde, og sager uden statuskoder.
Brug af styringsreol
Klik på styringsreol-ikonet på navigationslinjen i hovedvinduet for at se de styringsreoler, du har adgang til. Styringsreolerne vises i en liste i venstre side. Reolerne kan være samlet i styringsreolmapper, hvis det er angivet i styringsreolens stamdata i designskabelonen.

Klik på den ønskede styringsreol for at se den i midten af hovedvinduet. Styringsreolen viser et overblik over de igangværende sager. En sag bliver vist i styringsreolen, når den lever op til to kriterier:
-
Sagen skal have det sagsforløb tilknyttet, som F2 Service Builder har genereret.
-
Sagen skal være under behandling, hvilket vil sige, at den har status ”Behandles”.

Sagerne er fordelt på en tidsakse efter, hvornår de er oprettet. I ovenstående eksempel er tidsaksen inddelt i uger. Sagerne er derudover fordelt på de forskellige hylder, alt efter hvilken statuskode sagerne har på det pågældende tidspunkt. Når en sag skifter statuskode i løbet af sagsbehandlingen, skifter sagen hylde.
Når du markerer en hylde i styringsreolen, vises den i et preview i højre side af hovedvinduet. Previewet giver dig et yderligere overblik over de sager, der ligger på hylden.
Styringsreolresultat
Du kan dobbeltklikke på en hylde for at åbne listen "Styringsreolresultat". "Styringsreolresultat" er en resultatliste med de sager, der ligger på den pågældende hylde. Herfra kan du åbne sagerne og begynde eller fortsætte din sagsbehandling.
Dobbeltklikker du på en specifik søjle på en hylde, åbner "Styringsreolresultat" med sagerne i søjlen.

Du kan også åbne "Styringsreolresultat" fra previewet ved at dobbeltklikke på en specifik søjle.