Frasevarianter

Indholdet på denne side er senest opdateret til F2 version 11. cBrain arbejder på højtryk med at levere den nyeste dokumentation af F2. I mellemtiden kan du læse om de nyeste funktioner og ændringer i vores release notes.

I nogle tilfælde kan der være behov for at bruge forskellige varianter af en frase i en skabelon i et sagsforløb. Frasevarianter er tilgængelige med F2 Procesunderstøttelse.

En frase kan have et valgfrit antal frasevarianter tilknyttet. Den enkelte frasevariant indflettes i skabelonen i stedet for standardfrasen, såfremt betingelsen for frasevarianten er opfyldt. Frasevarianter kan eksempelvis bruges i forbindelse med generering af ansøgerrettede standardbreve, hvor der kan være behov for at indflette to forskellige varianter af en frase, afhængigt af ansøgerens alder. En betingelse kunne eksempelvis være, at hvis ansøgerens alder er over 18 år, så vælges den ene variant af frasen, mens den anden variant vælges, hvis ansøgerens alder er under 18 år.

Fletning af listedata fra et sagsforløb evaluerer den kontekst, hvori et flettefelt optræder. Der skelnes således mellem tekstafsnit og tabelrækker. Det betyder, at en frase også kan henvise til varianter af det aktuelle element fra liste-flettefeltet.

Den variantstyrede frasefletning defineres tre steder:

  • Ved konfiguration af frasevariantens betingelse i sagsforløbets xml-fil (udføres af cBrain)

  • Ved korrekt navngivning af frasevarianten i frasearkivet

  • Ved at indsætte standardfrasens frasenøgle i skabelonerne.

Den nødvendige opsætning beskrives kort i de følgende afsnit.

Nødvendig konfiguration i sagsforløbets xml-fil

Sagsforløbets xml-fil styrer det meste af funktionaliteten. Det vil sige, at det er her betingelserne for de respektive varianter defineres. Disse betingelser kan defineres ud fra sagsforløbets metadata, eksempelvis om der er tale om en ansøger, som er over eller under 18 år. Alle betingelser defineres i samarbejde med cBrain.

Nødvendig opsætning i frasearkivet

For at kunne bruge frasevarianter, skal frasearkivet indeholde både standardfraser og de dertilhørende varianter. Tryk på Fraseadministration på fanen ”Indstillinger” for at tilføje fraser og frasevarianter. En frase kan enten tilføjes som det står beskrevet i afsnittet Opret ny frase eller i afsnittet Importér fraser i denne manual.

Oprettelse af frasevarianter foregår på samme måde som for standardfraser, men syntaksen er forskellig. En frasevariant genkendes af F2, når den følger følgende syntaks: [navn på standardfrase]%[navn på frasevariant]

Eksemplet fra før, hvor ansøgers alder afgør, hvilken frasevariant der indsættes, kunne navngives på følgende måde under fraseadministration:

Standardfrase: ansoegersalder

Frasevariant 1: ansoegersalder%under18

Frasevariant 2: ansoegersalder%over18

I ovenstående eksempel kunne man vælge at oprette en standardfrase, som er tom, fordi det oprettede brev altid skal stiles til en ansøger, som enten er over eller under 18 år. Derfor oprettes der to frasevarianter, som hører til den tomme frase. Hvis det fremgår i sagsforløbet, at ansøgeren er under 18 år, vil frasen til ansøgere under 18 år automatisk blive indsat, mens den anden variant vil blive indsat, hvis ansøgeren er over 18 år.

Der kan defineres en standardfrase, som automatisk indsættes, når ingen af varianterne er opfyldt.

Indsæt frasekoder i skabeloner

I skabelonerne indsættes blot frasens navn uden at tage højde for diverse varianter. Varianterne bliver evalueret i forhold til den specifikke frase og varianterne i frasearkivet, så derfor er varianterne ikke nødvendige i selve skabelonen. Dermed kan der tilføjes nye varianter og ændres i eksisterende varianter uden at ændre i selve skabelonen, men blot opdatere frasearkivet og evt. sagsforløbet.

Det kunne eksempelvis se således ud i skabelonen:

image
Figur 1. Eksempel på skabelon