Hovedvinduet

Når du logger ind i F2, åbner F2’s hovedvindue. Det er her, at den enkelte bruger holder styr på sine opgaver, ser modtagne e-mails, chats og bestillinger, søger efter bestemte akter og sager, opretter akter til intern eller ekstern kommunikation og meget mere. Desuden er det her, brugeren finder sine lister og personlige søgninger.

Nedenfor vises F2’s hovedvindue. Det er det vindue, som ses, når der logges ind i F2.

image
Figur 1. Hovedvinduet

Brugeren organiserer sit arbejde i hovedvinduet. Her modtages indgående kommunikation, samtidig med at det er muligt at fremsøge akter og sager fra ”Arkivet” samt oprette dynamiske lister.

Layoutet lægger sig op ad almindeligt udbredte e-mailprogrammer, og det er muligt at se preview af akter og e-mailakter for at kunne danne sig et overblik gennem hovedvinduet. Hovedvinduet er samtidig brugerens direkte adgang til ”Arkivet” gennem søgningsfunktionen og listerne. Det fungerer således som forside for F2-systemet, hvor brugeren blandt andet finder generelle indstillinger samt indbakke, skrivebord og arkiv.

Al information, som genereres i F2, eller som modtages i F2, lagres i det centrale arkiv (”Arkivet”). Alle lister er derfor alene søgninger ned i dette arkiv baseret på formulerede søgefraser og metadata. Det betyder, at alt data kun ligger én gang i F2, nemlig i ”Arkivet”.

I hovedvinduet er der i som standard tre faner: ”F2”, ”Hovedvindue” og ”Indstillinger”. Hver af fanerne har et bånd bestående af en række menugrupper. Det er her, brugeren finder menupunkter, som bruges til at navigere rundt med, udføre handlinger fra og styre vinduets udseende.

Øverst i højre hjørne er brugeridentifikationen, der blandt andet viser brugerens navn og den aktuelle enhed, som brugeren er logget ind i.

Søgefaner i hovedvinduet anvendes til at udføre og have flere søgninger åbne på samme tid. Læs mere herom i afsnittet Søgefaner.

Hovedvinduet består desuden af et fritekstsøgefelt til at foretage generelle søgninger på data i ”Arkivet” eller i en af hovedvinduets lister. Det er muligt at udfolde yderligere søgefelter.

Derudover er der en række lister i venstre side af hovedvinduet, blandt andet ”Favoritter”, hvor brugeren kan trække ofte brugte lister eller personlige søgninger hen. Listerne bruges til at få vist en bestemt delmængde af data i ”Arkivet”.

Brugeren kan også oprette personlige lister, som kun brugeren selv kan se. De personlige lister placeres sammen med standardlisterne i venstre side af hovedvinduet. Det er fra F2’s lister, at brugeren navigerer til ønskede akter, sager eller dokumenter ved at klikke på de relevante lister.

Under listerne ligger F2’s mapper, som benyttes af brugeren til manuelt at organisere akter i private og fælles mapper.

Ved siden af F2’s lister og mapper finder brugeren F2’s såkaldte resultatliste, som viser den enkelte listes indhold, det vil sige de akter, sager og dokumenter, der fremsøges. En mere detaljeret beskrivelse af dette findes i Højrekliksfunktioner i hovedvinduet.

Slår brugeren F2’s preview til, er det muligt at se indholdet i de enkelte akter og dokumenter, der vælges i resultatlisten, i PDF-version. Previewet kan vises i et vindue ved siden af eller under resultatlisten afhængigt af brugerens personlige indstillinger og opsætning.

Over listerne og mapperne i hovedvinduet findes navigationslinjen, hvor der skiftes mellem visning af akter, møder, andre indbakker og kontakter (F2’s partsregister). Listen af funktioner afhænger af antallet af F2-tilkøbsmoduler, som den enkelte F2-installation består af.