Definér løsningsspecifikke felttyper

Definér løsningsspecifikke felttyper til sagsforløbet, selvbetjeningen og eventuelle høringer på fanen "Felttyper" i designskabelonen. En løsningsspecifik felttype er en liste af værdier, hvor brugeren kan vælge enten én eller flere muligheder.

define field types
Figur 1. Eksempel på løsningsspecifikke felttyper i designskabelonen

Du kan vælge mellem følgende typer af elementer på fanen "Felttyper":

  • Enum, som bruges til at definere en liste af værdier, hvor brugeren skal vælge én mulighed.

  • Sæt, som bruges til at definere en liste af værdier, hvor brugeren kan vælge én eller flere muligheder.

  • Valgmulighed, som bruges til at definere en valgmulighed i en liste af værdier.

De tre elementtyper vælges i dropdown-menuen i cellerne i kolonnen "Type". Først vælger du typen af liste med enten "Enum" eller "Sæt". I de efterfølgende celler i kolonnen vælger du "Valgmulighed" for at definere hvilke valgmuligheder, der skal være i listen.

Når du har valgt en type, skal du udfylde yderligere celler relevante for typen. Cellerne beskrives i de følgende afsnit. Designskabelonen hjælper dig på vej til, hvilke celler du skal udfylde. Hvide celler kan udfyldes. Grå celler skal ikke udfyldes.

Når du har defineret en løsningsspecifik felttype, skal du huske at vælge felttypen i kolonnen "Type" ud for det pågældende felt på fanen "Felter".

Antallet af funktioner i designskabelonen afhænger af, hvordan F2 Service Builder 3 er konfigureret i jeres F2-installation. Konfigurationer udføres i samarbejde med cBrain.

Definér elementtypen "Enum"

Enum-lister bruges til at definere en liste, hvor brugeren kun kan vælge én mulighed fra listen. Listen kan vises som en dropdown-menu eller som radioknapper. Visningstypen vælges på fanen "Felter", når du definerer feltet, der skal henvise til listen.

Du skal kun udfylde én celle for elementtypen "Enum". Cellen er beskrevet i den følgende tabel.

Celle Beskrivelse

ID (Unikt)

Angiv et unikt ID for listen. ID’et bruges til at henvise til listen fra andre faner i designskabelonen.

Det er obligatorisk at udfylde et ID for hver liste.

ID’et må kun bestå af bogstaver, heltal og underscore ("_"). Det må ikke indholde mellemrum, æ, ø, å eller andre specialtegn. ID’et skal starte med et bogstav.

Definér elementtypen "Sæt"

Sæt-lister bruges til at definere en liste, hvor brugeren kan vælge én eller flere muligheder. Listen vises som et sæt af tjekbokse.

Du skal kun udfylde én celle for elementtypen "Sæt". Cellen er beskrevet i den følgende tabel.

Celle Beskrivelse

ID (Unikt)

Angiv et unikt ID for listen. ID’et bruges til at henvise til listen fra andre faner i designskabelonen.

Det er obligatorisk at udfylde et ID for hver liste.

ID’et må kun bestå af bogstaver, heltal og underscore ("_"). Det må ikke indholde mellemrum, æ, ø, å eller andre specialtegn. ID’et skal starte med et bogstav.

Definér elementtypen "Valgmulighed"

Valgmuligheder bruges til at definere de værdier, der skal være i en enum- eller sæt-liste, og som brugeren kan vælge mellem.

Du skal udfylde følgende celler for elementtypen "Valgmulighed".

Celle Beskrivelse

Værdi

Angiv en værdi for valgmuligheden.

Værdien må kun bestå af bogstaver, heltal og underscore ("_"). Det må ikke indholde mellemrum, æ, ø, å eller andre specialtegn.

Titel

Angiv en titel for valgmuligheden.

Titlen bliver vist for brugeren.